Biblioteksstyrelsens logo - Gå til forsiden af www.bs.dkLogo baggrundBiblioteksstyrelsens lille logo
 
 
 
 


2. Introduktion til Dublin Core

Dublin Core metadata standard er et sæt af elementer, der beskriver ressourcer. Et styrende princip har været at gøre sættet så enkelt som muligt. Dublin Core er begrænset og forenklet så meget som muligt for at gøre det nemt for ikke-specialister at udarbejde enkle beskrivelser af ressourcer på Internettet. Dublin Core kan hjælpe den forudsætningsløse netsurfer til at finde vej ved at tilbyde en terminologi, som kan bruges universelt. Dublin Core standard består af 15 elementer, der er fastlagt efter diskussioner i en international, tværdisciplinær gruppe af fagfolk fra biblioteker, edb-verdenen, tekstkodningsfaget, museer og andre beslægtede områder. Yderligere oplysninger om international anvendelse af Dublin Core kan ses på Dublin Core’s hjemmeside: Dublin Core Metadata Initiative [http://purl.org/dc].

Denne vejledning beskæftiger sig med dansk anbefalet brug af Dublin Core, hvilket stort set svarer til Dublin Core uden kvalifikatorer. Udgangspunktet har været, at der ikke skulle anvendes mere end de 15 hovedelementer, medmindre det var strengt nødvendigt. Derfor er der kun anvendt underelementer i fire tilfælde (jf. 4.1 og 4.13).

De enkelte elementer i Dublin Core sættet er beskrevet i kapitel 4. Hvert element er valgfrit og kan gentages. Hvert element har et begrænset sæt kvalifikatorer, der kan anvendes til at præcisere - men ikke udbygge - elementets mening.

Den valgte delmængde af Dublin Core afspejler en afvejning af, hvad der er nødvendigt af hensyn til pligtafleveringen og nationalbibliografisk registrering, og hvad der er nødvendigt for at understøtte tilgængeligheden af Internet-ressourcer.

Til beskrivelse af danske ressourcer kan alle de 15 elementer i Dublin Core anvendes:

Dansk navn Label Se afsnit
Titel DC.Title 4.1
Forfatter eller ophav DC.Creator 4.2
Emne og nøgleord DC.Subject 4.3
Beskrivelse DC.Description 4.4
Udgiver DC.Publisher 4.5
Anden bidragyder DC.Contributor 4.6
Dato DC.Date 4.7
Ressourcetype DC.Type 4.8
Format DC.Format 4.9
Identifikator DC.Identifier 4.10
Kilde (originalt værk) DC.Source 4.11
Sprog DC.Language 4.12
Relationer DC.Relation 4.13
Dækning DC.Coverage 4.14
Rettigheder RC.Rights 4.15

Endvidere kan følgende underelementer anvendes:

Udgave DC.Title.Release 4.1
Filfortegnelse DC.Relation.HasPart 4.13
Parallel trykt udgave DC.Relation.IsVersionOf 4.13
Programmel forudsat DC.Relation.Requires 4.13

Det afgørende for forståelsen er navnet og definitionen (se nedenfor) på et element - f.eks. Forfatter eller ophav. Labelen DC.Creator er alene en teknisk afmærkning. I blot lidt avancerede værktøjer vil label ikke blive vist for den almindelige bruger - det afgørende er, at vedkommende indtaster det korrekte indhold af Forfatter eller ophav. Formålet med en label som DC.Creator er, at den skal være entydigt læsbar af maskiner.

Nogle informationer kan se ud til at høre under mere end ét metadata element. Der vil normalt være ét element, der er klart at foretrække frem for andre, men der kan være overlapning mellem to eller flere elementer. Det vigtige er, at brugeren træffer et valg - og helst på samme måde hver gang.

Oversigt over de 15 elementer

Titel: Navnet på ressourcen, som regel givet af Ophav eller Udgiver. Som en del af titlen angives evt. udgave.

Forfatter eller ophav: Den person eller organisation, der primært er ansvarlig for det intellektuelle indhold i ressourcen. Det kan f.eks. være forfattere af skrevne dokumenter eller kunstnere, fotografer eller illustratorer, når det drejer sig om visuelle ressourcer.

Emne og nøgleord: Ressourcens emne. Emnet vil typisk være udtrykt i stikord eller sætninger, der beskriver emnet eller indholdet af ressourcen. Det er muligt at bruge kontrollerede og formelle klassifikationssystemer.

Beskrivelse: En beskrivelse af ressourcens indhold. Beskrivelsen kan omfatte uddrag af teksten i tilfælde af dokumentlignende materiale eller indholdsbeskrivelse i tilfælde af visuelle ressourcer.

Udgiver: Den enhed, der er ansvarlig for at stille ressourcen til rådighed i dens aktuelle form. Det kan være et forlag, et universitetsinstitut, et firma, en forening eller en offentlig institution.

Anden bidragyder: En person eller organisation, der ikke er specificeret i Forfatter eller ophav, og som har bidraget intellektuelt til ressourcen, men hvor bidraget er sekundært i forhold til personer eller organisationer nævnt i Forfatter eller ophav. Det kan være redaktør, oversætter eller en illustrator. Personer, hvis indsats alene er teknisk, men som ikke bidrager til indholdet, skal ikke registreres.

Dato: Udgivelsestidspunktet: dato for oprettelse eller tilgængeliggørelse af ressourcen.

Ressourcetype: Ressourcens indhold. Elementet anvendes til at beskrive ressourcens generelle indholdsmæssige karakteristika, såsom tekst, billede, lydoptagelse, software m.v.

Format: Ressourcens dataformat; anvendes til at identificere software, eventuelt hardware, som måtte være nødvendigt for at fremvise eller håndtere ressourcen. Information om ressourcens størrelse kan medtages i elementet.

Identifikator: En tekststreng eller et tal, der bruges til unik identifikation af ressourcen.

Dette element kan også anvendes til lokale identifikatorer (f.eks. ID-numre eller kaldenr.), tildelt af ophavsmanden til ressourcen, som gælder en bestemt enhed. System for anvendt identifikationsnummer kan angives.

Kilde (originalt værk): Henvisning til det originale værk, hvorfra den nuværende ressource stammer. Til oplysninger om evt. parallel udgivelse af en trykt version eller andre relaterede versioner af ressourcen anvendes Relationer.

Sprog: Sproget i ressourcens intellektuelle indhold.

Relationer: Identifikation af en relateret ressource og dens forbindelse med den aktuelle ressource.

Følgende relationstyper anvendes:

Angivelse af parallel trykt udgave
Fortegnelse over filer i ressourcen 
Fortegnelse over det/de program(mer), som er nødvendige for at anvende den pågældende ressource.

Dækning: Geografisk og/eller tidsmæssig dækning af det intellektuelle indhold i ressourcen. Geografisk dækning refererer til det geografiske område eller sted, ressourcen omhandler. Tidsmæssig dækning refererer ligeledes til indholdet i ressourcen og ikke til, hvornår den blev skabt eller blev gjort tilgængelig.

Rettigheder: En rettighedsmanagement (copyright) erklæring, der evt. kan kombineres med et link til en service, der giver information om rettighedsmanagement i forbindelse med ressourcen.





Udskriv Udskriv
Denne side er kapitel 3 af 6 til publikationen "Metadata i danske netpublikationer. Brugervejledning".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bs.dk/publikationer/vejledninger/3/index.htm
© 2006
Biblioteksstyrelsen | Nyhavn 31 E | 1051 København K | tlf. 33 73 33 73 (hverdage kl. 9-16) | fax 33 73 33 72 | bs@bs.dk | CVR 56 79 81 10