Hvor ska’ vi hen, du?
Seminarielærer Lis Faurholt, CVU Sønderjylland
At gribe skovlen og begynde at grave skyttegrave – sådan reagerer institutioner og enkelte individer ofte, når de bliver stillet over for forandringspres udefra. Og som små nationalstater der som modtræk til globaliseringen accentuerer den kulturelle egenart, griber folkebiblioteket og skolebiblioteket ofte til at fremhæve deres forskelligartethed, når politikerne kræver øget samarbejde mellem disse to dele af det sammenhængende bibliotekssystem.
Deres argumenter imod at begynde at samarbejde omkring lokale- og/eller personalefællesskab er de gammelkendte: forskellige opgaver og forskellig uddannelse. En væsentlig forskel, som dog sjældent indgår i argumentationen, er at børnene går i skole i ’arbejdstiden’ og på børnebiblioteket i ’fritiden’. Dikotomier som tvang/frivillighed, uddannelse/oplevelse, seriøst/pjat ligger lige i kølvandet på dikotomien arbejde/fritid. Dikotomier som enhver folkeskolelærer og børnebibliotekar har tæt inde på livet i et samfund hvor ’de store fortællinger’, ideologierne og dannelseskanonen er afgået ved døden. Dikotomier vi har svært ved at forholde os til i børnehøjde.
Ikke mindst folkeskolens forhold til børns mediekultur illustrerer dette problem. Senest har Kirsten Drotner i 2001 med en undersøgelse konstateret at folkeskolen stadig afviser det brede mediebillede som er en integreret del af børn og unges kultur. Skolens problem er at den betragter børn og unges mediebrug som underholdning og derfor ikke en del af skolens dannelsesmæssige forpligtelse. Undersøgelsen viser f.eks. at computeren – trods sit stærke indtog i folkeskolen –næsten kun bruges i forbindelse med undervisning i dansk og matematik.
Ifølge Kirsten Drotner viser undersøgelsen, “at børn og unge i deres fritid anvender et spektrum af computeraktiviteter, der både er bredere og mere avanceret end det, skolen prioriterer og udnytter. Hertil skal lægges hele det spektrum af medier og medierelaterede erfaringer, som de fleste børn og unge prioriterer højest, og som stort set udgrænses i skolehverdagen (radio, tv, video, musik.)”1
Folkebiblioteket har, selvom det inddrager andre medier end tekstmediet, det problem i forhold til børn og unges mediekultur at bibliotekarer som oftest er bærere af et mediekritisk syn hvor det er værket/ medieindholdet der har betydning, mens de vier modtagerens konkrete oplevelser og betydningsdannelser mindre opmærksomhed. Som eksempler kan fremhæves børn og unges aktiviteter på Internettet, hvor bibliotekarer ser det som bibliotekets opgave at få børnene og de unge til at bruge Internettet til ’bedre og mere seriøse aktiviteter’ samt computerspil som bibliotekarer hierarkiserer efter indhold (eventyrspil er bedre end skydespil), samtidig med at de frygter at grupper af børn og unge der dyrker samværet om tidens hotte spil på biblioteket, vil forandre biblioteket til en ’spillebule’.
Der er således gode grunde til at skole og bibliotek kaster skyttegravene til og i stedet mødes i et nyt ’ingenmandsland’, et forandringsrum hvor definitionsretten ikke tilhører den ene eller den anden virksomhedskultur. Udgangspunktet bør være et projektmiljø, hvor deltagerne i debatten først og fremmest tør tage udgangspunkt i refleksioner over eget barndomssyn, børnesyn og læringssyn, og hvor indholdsløse modeord som ’det hele barn’ og ’helhedsskole’ erstattes af grundlæggende værdidebatter. Er barndommen et pædagogisk eller et demokratisk projekt? Er et barn en uerfaren lærling der skal opdrages, så det kan få opøvet evnen til at kommunikere og indgå i sociale relationer med andre mennesker i samfundet, eller er det et kompetent individ der har fleksible og nuancerede evner til kommunikation og social interaktion allerede fra fødslen? Hvad er læring, og hvordan foregår læring? Er læring en social kollektiv proces der finder sted i interaktion med andre eller en individuel proces der finder sted i distanceret refleksion i en persons indre mentale univers? Kun i lyset af disse grundlæggende debatter er det muligt at debattere kvalitet i stedet for struktur og arbejdsforhold. Og først da begynder den interessante og nødvendige forandring af stivnede virksomhedskulturer.
1 Kirsten Drotner: Medier for fremtiden – børn, unge og det nye medielandskab (den danske del af en europæisk undersøgelse af børns mediebrug), p. 140
Denne side er kapitel 5 af 13 til publikationen "Rum til at skabe sig".
UdskrivPublikationen kan findes på adressen http://www.bs.dk/publikationer/andre/rum/index.htm
© Biblioteksstyrelsen 2005