Meningen med livet
Dr. Sven Nilsson
Hvad vil vi have ud af livet? - Dette var etnologen Åke Dauns forslag for nu ret længe siden (1980):
Det de fleste vil have, er en rummelig villa eller lejlighed, møbleret både flot og hyggeligt på samme tid. Endvidere bil, sommerhus, en rejse til sydens sol, et vist kvantum alkohol, morsomme og spændende TV-programmer, godt vejr i ferien, krebs, sild og kartofler, jordbær.
Det er et svar som vel fortsat er aktuelt for gennemsnitssvenskeren, lidt som reklamen for blå Pripps. Selv om man skifter nogle brikker ud i puslespillet, findes der sikkert en bred fælles base for hvad vi forbinder med et godt liv. Bagved findes der andet som er lige så grundlæggende, et interessant og velbetalt arbejde, familie og venner, oplevelser …
Spørger man hvilke værdier der netop nu er vigtigst, får man et billede som er meget mindre materialistisk. Bogen Spår i framtiden bygger på data fra undersøgelsen Ung-SOM, fra SOM instituttet på Göteborgs universitet. Blandt de unge er følgende vigtigst: frihed, kærlighed, ægte venskab, familietryghed, sundhed, lykke, respekt, indre harmoni og et behageligt liv. Derimod er rigdom, magt eller religiøs frelse ikke værdier som regnes særlig højt. De der har foretaget undersøgelsen, konstaterer også at forskellene mellem unge og ældre er ganske små.
Det gode liv er ingen utopi. Det er noget man kan og vil realisere her og nu – dette kan man læse i undersøgelsen. Den lykke man søger er individuel og for den lille gruppe, familien. Samtidig med at frihed regnes meget højt, gør retfærdighed det også, dog i nogen mindre grad, ligesom ligestilling.
Kan man rangordne de menneskelige behov? Abraham Maslow præsenterede sin berømte behovspyramide allerede i 1943. Maslow hævder at behovene er rangordnede og at man skal tilfredsstille sine behov på det laveste niveau før man kan stige højere. Ifølge Maslow findes der fem grundlæggende behovskategorier:
Maslows pyramide er gennem årene blevet mødt med stor interesse, men den er også blevet kritiseret. Sociologen Erik Allardt kalder den ”dunkel og svævende”. Man har påpeget at det er svært at holde fast ved en tydelig rangordning. Når de mest grundlæggende behov er blevet opfyldt, vil vi have alt det andet på én gang; både fattige og rige har behov for kærlighed og selvagtelse. I dagens Sverige er det behovene på de højere niveauer der står i centrum for værdisystemet. Hvordan skaber man mulighed for at opnå de endegyldige værdier som der fokuseres på i undersøgelsen Ung-SOM? Hvad er vejen til kærlighed, sandt venskab, frihed og respekt?
Jeg har i mere end tredive år arbejdet med kulturudvikling og har altid oplevet at kulturpolitikkens indretning på at producere teater- og danseforestillinger, koncerter, udstillinger og så videre, bare opfylder nogle menneskers kulturelle behov. Jeg har set at kulturorganisationer der involverer mennesker på en bredere og dybere måde, får en helt anden gennemslagskraft. I den kulturpolitiske terminologi kaldes dette at skabe delagtighed. Men hvordan hænger delagtighed sammen med de værdier mennesker stræber efter, og hvordan er de forskellige kulturelle behov koblet til hinanden?
Kort sagt: kan man skabe en behovspyramide for de kulturelle behov? Umiddelbart, uden at have forsket i det, ville jeg foreslå følgende:
Jeg vil her kommentere disse behov. Det mest grundlæggende behov er at høre til, føle sig hjemme og have overblik, være delagtig og kunne påvirke. Oftest opfylder vi dette behov ved at leve længe på ét sted, gennem familie og venner og gennem den kontinuitet arbejdet giver. Men situationen er en anden for etniske og religiøse minoriteter, og flere og flere vil have friheden til selv at vælge eller skabe deres egen identitet. Dette ”at være” er primært. Hvis ikke dette opfyldes, har man svært ved at gå videre.
På næste niveau handler det om at mødes og indgå i meningsfulde sammenhænge og grupper og at give og tage, blive bekræftet og blive accepteret. Den amerikanske sociolog Ray Oldenburg har talt om ”third places”, de ”tredje steder” som mellem hjem og arbejdsplads er de miljøer der giver et samfund liv og energi. Det kan være barer eller caféer, butikker, biblioteker eller andre miljøer hvor mennesker søger hen for at mødes og samtale. Uden en flora af disse ”tredje steder” mister et samfund sin vitalitet, og de mennesker som skaber og opretholder disse områder, spiller en nøglerolle i et godt samfund.
Vores behov for oplevelser er umætteligt. Allerede i dag optager alle slags fiktive oplevelser en stor del af vor tid (og alle vore drømme). Den danske fremtidsforsker Rolf Jensen har beskrevet fremtiden som et ”drømmesamfund”, hvor alle varer og tjenester er indflettet i historier. Oplevelserne er både et mål i sig selv og råmateriale til vor kontinuerlige identitetsopbygning og vor tolkning og forståelse af livet og verden. Produktionen og indpakningen af oplevelser – oplevelsesindustrien – er fremtidens nøgleindustri.
Oplevelserne indgår også i læringen. Vi lærer at forstå, tolke og bedømme gennem oplevelser og ved at forstå hvordan historier, musikstykker og billeder er opbygget teknisk og dramaturgisk. Det meste af denne læring er ubevidst, men vi ved præcis hvad vi kan vente os i en vis type film, bøger, musik og så videre bare ved at se titlen, omslaget, se eller høre introduktionen. I læringen indgår også at få tilgang til forskellige slags kunstneriske sprog og udtryksmåder, spille, synge, tegne og male, skrive og fortælle, danse, agere, filme og fotografere og så videre.
At have adgang til disse sprog og udtryksformer og til de kunstneriske konventioner og traditioner, danner grundlaget for at forstå, tolke, skabe og udøve, både for den enkelte og for grupper og ensembler. I dag er evnen til at skabe og udtrykke sig musisk, billedligt og så videre ujævnt fordelt, men næsten halvdelen af børnene lærer at spille et instrument.
Ved at få mulighed for at bidrage til at virkeliggøre noget skaber vi mening for os selv og for de omgivelser der medvirker hertil. At tilhøre en kultur er først og fremmest at indgå i sådanne menings- og tolkningsfællesskaber. Set ud fra et kulturelt synspunkt, er for eksempel økonomisk kompensation ikke tilstrækkeligt, oplevelsen af at bidrage er mere knyttet til andre resultater, for eksempel at skabe værdi og kvalitet og at samarbejde og udvikles sammen med andre.
Endvidere at bidrage på en sådan måde at det gør en forskel og at vi efterlader spor eller aftryk, er ifølge dette synspunkt det højeste niveau i behovspyramiden som grundlæggende bygger på tanken om at muligheden for at opfylde alle sine behov, giver et rigere liv og et mere fuldgyldigt tilhørsforhold.
Graffitikunstnere som efterlader deres tegninger på mure og vejbroer, slår en bue fra det grundlæggende ”jeg er” til dette at efterlade blivende ”aftryk”. Det er dybt menneskeligt, hvad end vi mener om resultatet.
Ved hjælp af behovspyramiden kan man let se at de kulturudtryk vi tilbydes, oftest kun tilfredsstiller et smalt spektrum af vore kulturelle behov og at det skulle være muligt at skabe en meget bredere kommunikation mellem kulturen og medborgerne. Mange kulturinstitutioner kommer ikke særlig tæt på de besøgende eller giver dem følelsen af at gøre en forskel. De kulturelle mødesteder skulle kunne designes mere bevidst for at fungere netop som mødesteder og ”tredje steder” og ikke bare som foyerer eller rum til afgrænsede oplevelser. Som publikum skulle vi også kunne få chancen for at bidrage til virksomheden og til at udvikle den. Det civile samfund og opbygningen af den sociale kapital og den sociale økonomi er ressourcer der anvendes alt for lidt.
I fremtiden må alle kulturvirksomheder indrette sig meget mere på at tilfredsstille mange, måske alle niveauer i pyramiden. Bibliotekerne er gode til at skabe tilhørsforhold (at være), fungere som mødesteder og at give mulighed for oplevelser. Det er steder for læring, men læringen skulle også kunne indrettes på den litterære og videnskabelige kreativitet, det at skabe og kommunikationen (eksempelvis forfatterskoler), og brugerne skulle kunne deltage i og bidrage til virksomheden. Som udgivere skulle bibliotekerne kunne tage hånd om de blivende resultater af det arbejde som udføres i bibliotekerne. I dag ser vi de fleste eksempler på dette inden for lokalhistorisk dokumentation, men jeg tror at man skal kunne forestille sig andre projekter som lader brugerne bidrage til begge virksomheder og efterlader blivende ’aftryk’. Også bibliotekerne må lære at involvere brugerne mere.
Sagen har imidlertid et meget større omfang: Al læring, al kreativitet og al produktion kommer til at få en stærkere tilknytning til kunst og kultur. Den kulturelle behovspyramide viser det fulde potentiale i en sådan synsvinkel. Anders Flodgren, rektor for Tekniska Høgskolan i Stockholm (KTH), konstaterer (Computer Sweden 2002-03-22):
“I dag skabes helt nye produkter, helt ny emballage, som er baseret på anvendelse af teknik. (---) Jeg tror at alle de nye produkter som bliver skabt fremover ikke vil blive skabt af ingeniører i første omgang. Måske bliver det digtere, filosoffer eller humanister som skaber fremtidens produkter.”
De unges grundlæggende værdisæt er tydeligt rettet imod den åndelige verden, men hvordan kanaliserer man værdisystemets energi i en produktiv retning? Mit billede af den kulturelle behovspyramide viser store muligheder for at udbrede og uddybe kulturarbejdet. Anders Flodgren peger på mulighederne i kombinationen teknik, kunst og humanisme. En sådan harmonisk kombination af den åndelige verden, kunstnerisk og kulturelt arbejde og økonomisk udvikling kan virke særdeles utopisk. Skulle dette være fremtiden, og svaret på spørgsmålet om meningen med livet?
Artiklen er tidligere offentliggjort i Ikoner 2002:2, og med tilladelse fra tidsskriftets redaktør og artiklens forfatter oversat og offentliggjort i denne På samme hammelpublikation.Denne side er kapitel 8 af 8 til publikationen "Noget at tale om - Sproglig stimulering og læsning".
UdskrivPublikationen kan findes på adressen http://www.bs.dk/publikationer/andre/nogetattaleom/index.htm
© 2006