Eventyrets magi
INTERVIEW MED BOWLERBEDSTE ALIAS ANN MARI URWALD
Udrustet med bowlerhat og en jakke med lommer med små overraskelser, har Bowlerbedste alias Ann Mari Urwald siden 2002 fortalt især afrikanske eventyr og sunget afrikanske sange for langtidssyge børn på Rigshospitalet der bl.a. venter på knoglemarvstransplantation, er multihandicappede eller har cystisk fibrose.
Eventyrets særlige styrke er at det med sit symbolsprog tager børns fantasier alvorligt og behandler emner som er vigtige for dem, forklarer Ann Mari Urwald.
– Eventyret giver børn mulighed for at sætte deres erfaringer ind i en sammenhæng, i en magisk verden, skabt af deres bevidste og ubevidste fantasier om symbolske skikkelser som fx den onde, den gode og den handlingsdygtige. Disse symbolske skikkelser er langt mere virkelige, håndgribelige og nærværende for børnene end intellektuelle abstraktioner om det gode, det onde og meget af alt det andet som foregår i de voksnes verden.
DET TERAPEUTISKE EVENTYR
Børns fordybelse i eventyrverdenen kan fungere alene som en virkelighedsflugt. Men kombineret med andre ingredienser – fx samtale og billedudtryk fra eventyr eller drama – bliver eventyret konstruktivt og kan også virke direkte terapeutisk, forklarer Ann Mari Urwald.
– Når børn lytter til eventyr, går de ind i en skabende proces hvor de har frihed til at tage indtrykkene til sig og tilpasse dem efter deres egne behov. Derfor udmaler de indre billeder som er enestående og højst personlige, fordi deres betydning er ladet præcis i den retning og grad børnene selv vælger. Når børn får mulighed for at identificere sig med nogen eller noget i eventyret, bliver deres personlige udlægning af personen eller situationen derfor en metaforisk omskrivning af en indre situation eller følelse i barnet selv.
Herved adskiller eventyrfortællingen – eller oplæsning – sig fra billedbøger og film som er mere visuelt påtrængende og ikke giver barnet samme store frirum til selv at danne indre billeder. – Eventyrfortællingen kan i langt højere grad stimulere børnenes egen fantasi og kreativitet så de lettere får adgang til deres egne indre ressourcer, pointerer hun.
NÅR HÅBET STYRKES
En meget vigtig kvalitet ved eventyret er også at der altid er indbygget en forhåbningsfuld proces i handlingen – at eventyret kan vise en vej ud af eventuelle konflikter og vanskeligheder, fordi det altid koncentrerer sig om en ændringsproces. Og barnet ved at alting ender godt, trods de uhyggelige og truende elementer. Eller at man – som i dilemmaeventyr – kan tale sig ind til en løsning som måske ikke er fuldkommen, men til at leve videre med.
– Takket været denne trygge forhåndsviden kan barnet gå ind i eventyrets drama og opleve et spektrum af følelser som sorg, vrede, angst, glæde, lyst og ømhed ved at identificere sig med en eventyrfigur som gør noget farligt eller udsættes for en trussel. Derved kan barnet tage eventyrets handling og budskab til sig i det omfang det selv vælger og kan klare. For bliver følelserne alt for truende, kan barnet distancere sig fra dem og trøste sig med at begivenhederne i eventyret ikke er virkelige, siger Ann Mari Urwald med henvisning til Michael Lundgren og Lisa Borgström Norrbys
Eventyrets helbredende kraft – eventyrlæsning som krisebearbejdning for børn:
“Eventyrfortælling giver barnet en intuitiv, ubevidst forståelse af sin egen natur og af hvad fremtiden kan bringe, hvis det udvikler sine positive muligheder. Eventyrfortællingerne giver det en fornemmelse af at det at blive et menneske i denne vores verden betyder at vi må acceptere vanskelige udfordringer, men også at vi kan opleve forunderlige eventyr”.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ BØRNS SKJULTE ANGST
Behovet for forklaringer er stort når et barn kommer på hospitalet. De rykkes ud af deres vante miljø, og de udsættes for nye og vanskeligt forståelige begivenheder, måske også fysisk smerte og operative indgreb.
At være på hospitalet vækker derfor angst i de fleste børn. Men de voksne opfatter langt fra altid denne angst, eller dens styrke og omfang som i børnenes fantasi kan have karakter af fx ondskabsfulde trolde, blodtørstige hekse og farlige krokodiller.
– At fortælle børnene hvad der skal ske, er sjældent nok til at fjerne angsten, da børnene ikke forstår de abstrakte forklaringer fuldt ud. Børnene har behov for at tage fantasien til hjælp for at bearbejde det de har fået at vide.
Mange børn kan heller ikke uden videre udtrykke deres følelser. Særligt svært er det at forklare dem til ens forældre når man som barn kan mærke deres bekymring og inderlige ønske om at man bliver rask. Men bag barnets facade af tavshed og enstavelsessvar kan herske bestialske væsener som straffer og lemlæster. Og bliver denne angst ikke opdaget og bearbejdet, kan den skabe problemer for barnet –måske langt senere i livet, siger Ann Mari Urwald.
BARNET SÆTTER FORTÆLLINGENS DAGSORDEN
Fantasien er en af børnenes stærkeste ressourcer, når de skal bearbejde og lære at omgås svære følelser og vanskeligt forståelige eller skræmmende realiteter, som dem de kan blive konfronteret med på hospitalet.
– Eventyret og dets symbolske figurer møder børnene på deres eget sprog og i deres indre oplevelse af verden. Det giver deres følelser konkrete udtryk og kan sætte en kommunikation i gang. Når jeg fortæller, lader jeg mig fx afbryde hvis jeg fornemmer at noget presser sig på hos barnet. Og der opstår ofte små dialoger som på den ene eller anden måde hidrører barnets følelsesliv eller som erstatter behovet for at tale med en veninde eller ven. For jeg er jo en udenforstående, et frirum, en helle … ikke en farlig person, ikke en forælder, ikke en der skal behandle, men en barnet har oplevelsen af eventyret sammen med, inklusive alt hvad det indebærer af mulighed for at udveksle tanker og følelser.
Eventyrfortællingen i hospitalssammenhængen fungerer derfor allerbedst i en koncentreret og intim situation med mulighed for dialog og personligt engagement. Fortæller man for en stor gruppe børn, er den mulighed ikke til stede, og man bliver ren underholdning, pointerer Ann Mari Urwald.
DET GENTAGNE MØDES VÆRDI
Muligheden for det gentagne møde med det enkelte barn betyder også utroligt meget.
– Det giver dem bedre mulighed for at reflektere sammen med mig over hvad eventyrene sætter i gang i dem, forklarer hun.
Forskellen på at fortælle for et raskt og et sygt barn er at hun er ekstra opmærksom på hvordan hun får barnet revet med, så det glemmer at det er sygt. Derfor vælger hun de alt for uhyggelige og sørgelige fortællinger fra, medmindre børnene spørger efter dem.
– Historierne skal trøste og give mod, omsorg eller kærlighed via deres optimisme, så personerne får mulighed for at handle sig frem til en tålelig slutning. En stor del af mine eventyr er desuden afrikanske – de har samme arketyper som de europæiske eventyr, men rummer også sange, rytmer og kraftord som man kan nynne, klappe eller tromme med på, og som giver børnene mulighed for at sanse fortællingen på andre planer end det talte ord. Det er en særlig fordel i forhold til multihandicappede børn.
Forældrene kan vælge om de vil deltage i fortællesessionerne, eller om de vil tage en pause og gå en tur. Men Ann Mari Urwald henviser tit både børn og forældre til flere gode historier og bøger som de kan låne på Rigshospitalets bibliotek og som de måske kan læse sammen, fordi det kan give dem en særlig fælles oplevelse.
– Når jeg selv fortæller for børn som gemmer på svære følelser, oplever jeg jo indimellem at det skaber en særlig kontakt, hvor jeg bliver mægler for barnet i forhold til forældrene, fordi barnet pludselig kan sætte ord på. Eller at fortællingen giver barnet en aha-oplevelse med nye redskaber til at kommunikere med forældrene, forklarer hun.
Ann Mari Urwall er forfatter og fortæller med stor erfaring i at fortælle historier på andre måder end via det talte ord, via mange års arbejde med musik, rytmik & bevægelse, drama og kreativ dans.
|
Sådan kan eventyrfortællinger fx hjælpe syge børn Emil på 5 år bliver meget vred når han skal stikkes eller udsættes for anden smerte. Han raser og sætter sig imod, men er nødt til at finde sig i det. Sin vrede over ikke selv at kunne bestemme og over at blive tilført smerte får han tydeligvis luft for under historiefortællingen, da snydepelsen og løgnhalsen i historierne får deres bekomst. Da vi mødes næste gang og sammen skal fortælle en historie om hans kæledyr og figurer, siger han: kylling, spiderman (som ulv, altså ulv-spiderman) og throwkrigeren. Emil deltager meget aktivt både med kropsudtryk og tale, med vrede og trusler, og med at befri kylling som er spærret inde og vogtes af den grumme ulv-spiderman. Et barn i hans alder som ikke er i stand til eller får hjælp til at udtrykke sin vrede over at blive overmandet, kan reagere med rastløshed og mareridt. Louis på 9 år skal knoglemarvstransplanteres. Jeg besøger ham fire gange og fortæller bl.a. eventyret om pigen der reddede den store fugls æg, og om Kubasi der blev slugt af en flodhest og reddet af sine tre sønner. Jeg lærer ham også sangen med kraftordet Sowayé som betyder “hvor er det heldigt at vi lever, og at vi er her sammen, tak for det”. Vi synger den sammen, og jeg forklarer ham at kraftordet kan bruges når man er spændt eller bange for noget nyt der skal ske. Louis er god til at huske både sangen og eventyrene. Da han udskrives, siger forældrene at det har været skønt med adspredelse, at Louis har virket glad og lettet når jeg har været på besøg, og at der har været meget at snakke om bagefter. Magnus på 12 år er klog og kvik og glad for besøg. Han nikker til at han har haft en kæreste, og så fortæller jeg eventyret om drengen der er forelsket i tre piger og tager sit eget liv, fordi han har lovet dem alle tre guld og grønne skove. Den 3. pige vækker ham tilbage til livet, og der sidder han over for dem alle tre og føler at han er midt i et mareridt. Hvad skal han gøre? Vi taler om mulighederne bagefter. Næste gang fortæller jeg Mamady-eventyret om de to ugifte mænd, den modige og den angste. Og vi taler om mod, samtidig med at sygeplejersken giver ham medicin. Ved mit tredje besøg fortæller jeg om drengen der får sine tre køer tilbage, fordi han er intelligent, som Magnus selv. Til mit sidste besøg ønsker han sig en gyserhistorie, og jeg fortæller “Abehånden”. Under sidste del af historien spørger Magnus om jeg vil holde ham i hånden imens. “Jeg rører næsten ikke ved nogen, det savner jeg,” siger han. Så det gør vi. Bagefter fortæller forældrene at det er godt med en udefra der kommer med gode oplevelser som ikke handler om sygdom – det har kvikket Magnus op og givet dem et tiltrængt frirum de har nydt med god samvittighed. (navnene på de medvirkende børn er ændret, red.) |
|
RETTELSESBLAD Vi beklager den fejlagtige oplysning og skal hermed understrege at børne- og ungdomsbøger forhandles på nøjagtigt samme vilkår som alle andre bøger - det vil sige at (også) børne- og ungdomsbøger sælges til boghandlerne med en i forvejen angivet rabat, og at usolgte eksemplarer kan returneres til forlaget. |
Denne side er kapitel 15 af 15 til publikationen "Mulighedernes verden".
UdskrivPublikationen kan findes på adressen http://www.bs.dk/publikationer/andre/mulighedernesverden/index.htm
© Biblioteksstyrelsen 2005