Fem spørgsmål om at skrive til børn frem for voksne
INTERVIEW MED FORFATTERNE CHRISTINA HESSELHOLDT OG MERETE PRYDS HELLE
Forfatterne Christina Hesselholdt og Merete Pryds Helle skriver i udgangspunktet til voksne, men har også skrevet en række børnebøger Christina Hesselholdt bl.a. “Prinsessen på Sandslottet”, “Hjørnet der gik sin vej” og “Kraniekassen” og Merete Pryds Helle bl.a. “Måneprinsessen” og “Prinsessen der blev glemt”.
CHRISTINA HESSELHOLDT
Hvad fascinerer og udfordrer dig særligt ved at skrive til børn frem for voksne?
– Jeg skriver først og fremmest til voksne; det er det jeg bruger min tid på og dér min ambition er –at skrive for børn er en bibeskæftigelse for mig som jeg nærmest ved et tilfælde begyndte på. En børnebogsredaktør spurgte om jeg ikke havde lyst til at skrive en prinsessehistorie. Det gjorde jeg så – siden har jeg skrevet i alt fem børnebøger. Da jeg skrev min første børnebog oplevede jeg en fornemmelse af frihed og lethed og morskab som var ny for mig, jeg var sprogligt løssluppen på en måde jeg aldrig havde været det i mine voksenbøger; og jeg tror at den lethed – en pludselig evne til at forfølge indfald og den løssluppenhed siden har fulgt mig i mine voksenbøger. Så børnelitteraturen har haft frigørende effekt på min voksenlitteratur.
Hvilken forskel oplever du ved at skrive til børn frem for voksne – hvordan tænker du fx børn ind som målgruppe, og lægger du vægt på at fremskrive andre kvaliteter i tekster til børn?
– Når jeg skriver for voksne tænker jeg aldrig på hvem jeg skriver for eller til. Når jeg skriver for børn, skriver jeg for en nogenlunde afgrænset aldersgruppe – det er en meget stor forskel. At operere med en målgruppe formindsker ens frihed, dvs udfoldelsesmulighed. Jeg skriver højtlæsningsbøger, rigt illustrerede, vel til børn mellem 3 og 6 år. Alligevel har jeg forsøgt at arbejde med samme grundæstetik som i mine voksenbøger, nemlig at skrive i scener, være præcis, at sproget skal være smukt.
Bliver dine børnebøger modtaget anderledes end dine voksenbøger? Og er det en anderledes fornemmelse at sende dem ud i verden?
– Børnebøger bunkeanmeldes ofte, hvilket sjældent sker for voksenbøger. Det vil sige at børnebøger får væsentligt mindre plads i medierne og som regel også en langt mere overfladisk behandling end voksenbøger.
Hvad vil du gerne give børn via dine forfattermøder med dem?
– Jeg vil gerne gøre børn glad for sprog, give dem et rigt sprog at udtrykke sig med, gøre dem bedre til at udtrykke sig præcist, give dem ideer til at fjolle etc.
Og hvad vil du selv gerne have med hjem?
– Min yndlingsbørnebog er Barbro Lindgrens Den vilde unges rejse. Tilrettelæggelsen af fortællingen, den episke struktur og sproget er så smuk at jeg bliver betaget hver gang jeg læser den højt.
MERETE PRYDS HELLE
Hvad fascinerer og udfordrer dig særligt ved at skrive til børn frem for voksne?
– Udfordringen er at det faktisk er rigtigt svært at ramme en tone og at finde på en god historie. Det er slet ikke nemt, fordi man arbejder med billeder på den der direkte klare måde; det skaber store krav til den fortælling der skabes gennem billederne.
Det fascinerende ved at skrive til børn er oplæsningssituationen eller måske snarere det at opleve. Jeg har også netop lavet et computerspil for børn, Storvask, som jo også handler om at skabe oplevelse.
Jeg har selv to børn jeg læser op for, og hver bog er en oplevelse vi har sammen. Vi laver stemmerne sammen, føler sammen, tænker sammen. Det er som et rum der er uafhængigt af det fysiske rum som vi kan gå ind og ud af, som følger med os selvom vi flytter eller rejser. Det jeg i det hele taget synes er spændende som forfatter, er at man skaber billeder i andre gennem ord. Det gælder både børn og voksne.
Min sidste børnebog, Måneprinsessen, er opstået ved at jeg tænkte på hvilken højtlæsningsbog jeg selv holder mest af at læse højt for mine børn. Det er ikke svært, det er A.H. Benjamin og Val Biros´ Det er forbudt!, som jeg købte engang på bogmessen for tyve kroner. Den handler om en lille fræk abe der sætter skilte op med hvad junglens dyr ikke må, og selvfølgelig gør de det alle sammen alligevel; men det gode ved den er at den giver plads til interaktivitet med bogen, hvad der interesserer mig meget, som jo arbejder med interaktivitet på computeren. Og mine børn og jeg danser, græder og griner som dyrene i junglen gør, mens vi læser den.
Jeg tænkte at jeg ville gå videre i samme spor og forsøge at give børnebogen noget af den interaktivitet vi forsøger at formidle gennem spillene. Måneprinsessen er derfor en interaktiv bog, og jeg selv læser den kun op fredag og lørdag, for den tager tid da børnene kan køre helt op i deres interaktivitet; de danser, kysser og tegner på livet løs. Jeg må indrømme at det er besynderligt for mig at ingen anmeldere har set det. Måneprinsessen har fået meget ros, men ingen har bidt mærke i at den er en interaktiv børnebog.
Hvilken forskel oplever du ved at skrive til børn frem for voksne – hvordan tænker du fx børn ind som målgruppe, og lægger du vægt på at fremskrive andre kvaliteter i tekster til børn?
– Jeg synes det er vigtigt at skrive direkte til børn og skabe billeder der ikke er for abstrakte. Nu taler vi om små børn, til større er det naturligvis anderledes, men jeg foretrækker at skrive til mindre børn, måske netop på grund af det umiddelbare og direkte man kan tale til og fordi alt stadig er muligt. I det mindre barns verden er der ingen begrænsninger for det mulige; selvfølgelig kan måner tale og stjæle blomster, og selvfølgelig er himlen en sommerfugl og stjernerne prikkerne på dens vinge. Man behøver ikke at forklare så længe billedet er klart og konsistent.
Kvaliteterne ved det klare og direkte billede udforsker jeg også i mine voksenbøger, men fordi voksne har mange flere muligheder for abstraktion og intellektuel himmelflugt, tillader jeg mig nogle ting jeg ikke gør i børnebøgerne. Jeg ved ikke noget værre end børnebøger der taler indforstået til den voksne hen over barnet, med sætninger der for eksempel kan forstås sjofelt. Børnebogen skal være behagelig at læse for den voksne, den skal ikke være dum; men den skal skabe et fælles rum for både store og små.
Jeg synes som sagt at jeg møder mine børn på en helt unik måde når vi læser, netop fordi vi er fælles inde i et rum vi selv er med til at skabe.
Bliver dine børnebøger modtaget anderledes end dine voksenbøger? Og er det en anderledes fornemmelse at sende dem ud i verden?
– Jeg har desværre oplevet at børnebøgerne får meget mindre opmærksomhed i medierne. Det synes jeg er trist, for jeg føler sådan en stor glæde når jeg sender dem ud, jeg glæder mig sådan til at de skal læses af børnene på en helt anden måde end voksenbøgerne. Ligesom man sender en form for hemmelighed ud, og så venter man at nogen læser hemmeligheden og blinker indforstået til én, at man har noget sammen. Sådan har jeg det ikke med voksenbøgerne. Men glæden er jo lidt svær at opretholde når så mange aviser ikke anmelder bogen, og så mange børn derfor ikke får læst historien.
Hvad vil du gerne give børn via dine forfattermøder med dem?
– Det fælles rum jeg talte om før. Jeg har oplevet det lykkes, midt på et larmende forvirret Bogforum hvor vi pludselig var sammen inde i fortællingen og levede sammen i den. Måske kan det også give børnene en fornemmelse af hvad litteraturen er –at her har man altid en ven, altid et rum hvor man er fælles med nogen i tankerne og skaber noget sammen. Jeg synes at litteratur kan ophæve ensomhed, og kan man give børnene den fornemmelse, synes jeg man er nået utroligt langt.
Og hvad vil du selv gerne have med hjem?
Den følelse af at have været sammen; i et rum jeg har skabt. Det er meget stort. Jeg holder utroligt meget af børn, af at se deres ansigter koncentreret og høre deres bemærkninger som man aldrig kan forudsige. For mig er samvær med børn altid givende. Det lyder måske banalt, men det er sandt. Jeg kan længe leve højt på en fælles læseoplevelse med børn.
Denne side er kapitel 9 af 15 til publikationen "Mulighedernes verden".
UdskrivPublikationen kan findes på adressen http://www.bs.dk/publikationer/andre/mulighedernesverden/index.htm
© Biblioteksstyrelsen 2005