Biblioteksstyrelsens logo - Gå til forsiden af www.bs.dkluftLogo baggrund
 
 
 
 


Nettet udbygger bogens univers med ekstra oplevelser

Interview med forfatter Martin Glaz Serup 

Tegning af Dorte Karrebæk

- Bogen får en stor fremtid på nettet, for bogen og nettet er ikke en modsætning, men en kombination, understreger forfatter Martin Glaz Serup, der har sit eget bloglitteraturmagasin, Kornkammer, og blandt andet har skrevet billedromanen Virus til unge.

Hvilken rolle kommer bogen til at spille i fremtidens medielandskab?

- Jeg har ikke rigtig nogen holdning til det, for bogen er jo en teknologi, som ikke kan forældes. Den er på mange måder en ret fantastisk ting, fordi den ikke kræver elektricitet, man kan nemt søge i den bare ved at bladre, man kan sætte æselører, og den kan rumme mange forskellige ting – der er rent håndværksmæssigt stor forskel på bøger! Men hvis man betragter bogen som teknologi på linje med andre måder at overføre data på, som f.eks. trådløs teknologi, tror jeg ikke, at den bliver forældet. Med hensyn til de lidt trælse diskussioner om, hvorvidt bogen nu bliver overtaget af de nye medier, eller om den kan klare sig, er jeg fuldstændig fortrøstningsfuld omkring, at den ikke forsvinder.

Efter min mening bør man i stedet diskutere, hvad det er for en litteratur, vi ønsker, dvs. hvad der faktisk skal puttes i de forskellige medier. For man kan – som altid – frygte en form for kommercialisme og laveste fællesnævner og alle de der ting. Men også i den – ofte tunge – diskussion, er jeg ganske fortrøstningsfuld i forhold til kvalitetsniveauet i børne- og voksenlitteratur, når jeg ser på, hvad der faktisk udkommer.

Spørgsmålet er bare, hvor meget børne- og ungdomslitteraturen sælger, fordi den er meget dyr. Det skaber nogle svage led i formidlingen – f.eks. er der virkelig få boghandlere, som for alvor tager børne- og ungdomsbøger hjem. Måske fordi de ikke får så stor rabat på børnebøgerne, måske fordi børnebøgerne er svære at sælge, og måske fordi køberne tænker kvalitativt, dvs. at de er meget dyre, og at det er mange penge at betale for så få sider. Bibliotekerne køber jo også færre ind. Men alligevel udkommer der fortsat meget af høj kvalitet, synes jeg.

Kommer bogen til at spille tættere sammen med andre medier?

- Ja! Går man ind i en mediespecifik fremtidsdiskussion om bogens samspil med de digitale medier, ser vi allerede nu en masse initiativer, hvor man i øjeblikket bliver mere og mere interesseret i lyd, i interaktive universer på nettet rundt om en bog, eller i at udvikle lege og spil i tilknytning til bøger eller tv. F.eks. DRs helt fantastiske Olineside med spil og aktiviteter rundt om Kaj og Andrea, Bamse og Kylling osv.

Dansklærerforeningen og Politikens Forlag har også lavet lidt, og der findes helt sikkert mange flere initiativer, jeg ikke kender til. Samtidig er børn drevne mediebrugere i forhold til internet og computer, og jeg er sikker på, at vi vil se en stigende professionalisering i forhold til at udbygge virtuelle universer i samspil med de fortællinger, børn kender fra bøgerne, Og børnene vil opleve dem som en naturlig forlængelse af bogen – en bog har altid været kendetegnet ved, at den udfolder et univers, man kan træde ind i, og mange gode børnebøger skaber universer, man kan lege videre i og med i fantasien – de kan sætte ens følelser, tanker og indre universer i gang. De virtuelle universer er en del af den bevægelse, som allerede eksisterer i forbindelse med bogen, og som vil få endnu mere plads fremover.

Er det en fordel for fortællingen, at den udbygges med virtuelle universer på nettet osv.?

- Det kan det helt sikkert være, for det er en udvidelse af fortællingen. Det virtuelle univers i tilknytning til en bog har den samme indre logik, men man sanser den lidt anderledes. På samme måde som der er forskel på at få læst højt og læse selv. Den ene oplevelse er ikke bedre end den anden, men det er to forskellige oplevelser. Den stemme eller det menneske, der læser op, gør forskellen. Og der er forskel på, om det er mor eller far eller pædagogen, der læser.

Men de virtuelle universer skal ikke erstatte bogen – de er en overbygning, et tilknyttet legerum, forestiller jeg mig. Børn holder jo ikke op med at se Bamse og Kylling, fordi de spiller spil på Oline – det hele interagerer på den ene eller den anden meningsfulde måde.

Det er en logisk udvikling – ikke bare i forhold til den teknologiske, men også den økonomiske udvikling af den ekstremt markedsorienterede kapitallogik, hvor alting skal malkes til sidste dråbe med merchandise, nøgleringe, plakater, spillefilm osv. osv. Derfor er alle produkter omkring en bog ikke nødvendigvis gode – der er også bagtanker og ønsket om at få afsat mest muligt med i spillet. Som med alt andet kommer det an på, om produkternes kvalitet er i orden.

Der er i øvrigt en lang tradition for at formidle fortællinger gennem flere medier herhjemme –f.eks. Halfdan Rasmussens ABC, der også er lavet på cd, hvor Otto Brandenburg og Elisabeth A.G. Nielsen synger den. Det er også en udvidelse af bogen. Og den slags rum rundt om fortællingen, som er en overbygning til den, har altid eksisteret – de truer ikke bogen, for man kan ikke skille sangene fra bogen, men man behøver ikke sangene for at kunne læse bogen.

Nogle børn vælger i dag at starte med computerspillet eller filmen i stedet for den bog, fortællingen i spillet og filmen stammer fra? Kan de mange indgange til samme fortælling ikke komme til at betyde mindre interesse for bogen?

- Det er rigtigt, at computerspillet og mulighederne for interaktion på nettet har været med til at udvide noget. Men ser vi på forholdet mellem klassiske medier som ord og billede, så kiggede jeg f.eks. selv i Anders Andblade, længe før jeg kunne læse. Sådan bruger helt små børn tit billedbøger og tegneserier til at opleve fortællingen gennem billeder frem for ord. Den indgang har altid eksisteret. Nu er mulighederne blot blevet udvidet med computer, internet osv. Og de nye forældre er også selv helt fortrolige med computeren, uanset hvad de arbejder med. Derfor sidder de helt naturligt med børnene og surfer på nettet osv. – eller de har i hvert fald muligheden for at gøre det, hvis det er noget, de vil prioritere. De er ikke fremmedgjort for det, sådan som de tidligere forældregenerationer i højere grad var.

I dag bruger alle internet derhjemme på samme selvfølgelige måde, som de bruger fjernsyn og telefon.

Og forældre og børn deler måske i højere grad fortællingen via nettet, end når man ser den sammen på fjernsyn, fordi fjernsyn i høj grad er et passiviserende medie, der ikke nødvendigvis fordrer så stor en interaktion fra beskuernes side. Man kan bare sidde i sofaen og kikke sammen med børnene. Men på nettet bliver man jo nødt til at lege med børnene, klikke sig videre osv. –de kan ikke selv finde ud af det hele, før de bliver større. Og man må agere ved at leve sig ind i historien, ligesom når man læser en historie højt. Det behøver man ikke foran tvskærmen.

Børn kan jo godt lide at høre den samme fortælling igen - mange indgange til fortællingen giver dem mulighed for at opleve samme fortælling på forskellige måder?

- God litteratur kan man læse igen og igen på mange måder i forskellige livsstadier, og for hver læsning finder man den interessant eller ikke interessant af nye årsager.

Men det er ikke helt det samme, når man oplever en fortælling i forskellige medier. Børn har – fra de er helt små – meget, meget godt begreb om mediespecificitet. De har god, god forstand på, at der er forskel på det ene og det andet, før de har sprog omkring det eller noget som helst. De kan godt se, at bøger, film, internet, lyd og levende mennesker eller animerede dukker er forskellige. Men de børn, jeg kender, er ret ligeglade med genrer og former... deres kvalitetsparameter er anderledes – fungerer det eller fungerer det ikke?

Interesserer det mig eller interesserer det mig ikke? Og så er de fuldstændig ligeglade med, hvem der har lavet det, og om det er nybrydende og aldrig set før, eller om de har set det 100 gange før. Det kunne vi virkelig lære noget af. Og jeg tror, at for børnene – og i virkeligheden også for os andre – betyder det ikke så meget, om man får fortællingen på mobiltelefonen, som podcast eller via trykt tekst i en bog, eller om det er et sammenhængende univers – man forstår fint at navigere i det. Teknologien giver bare nogle konkrete andre muligheder, og jeg tror stadig, at bogen faktisk står som ankerteknologien eller hjørnestenen i de her ting. På grund af dens specificitet – den fantastiske ting ved en bog, at man kan tage den med sig overalt, man kan læse den igen, man kan tegne i den, man kan rive den i stykker ... og det lyder muligvis nostalgisk, men jeg tror, at mange også har et særligt forhold til en bog, fordi den er så håndgribelig – man kan være voldsom ved den, og man kan sidde og læse den i toget. Vi kan have dvd og bærbar computer med i toget, men bogen er stadig nemmere at bruge til en masse forskellige ting – man kan ikke lave æselører i sin computer endnu.

Hvilke dimensioner kan de nye medier åbne op for i den skabende proces? Hvordan bruger du selv de nye medier, når du skriver?

- Jeg har en blog, jeg bruger som diskussionsklub med blandt andet mine voksne læsere. Den udspringer af mine bøger til voksne. Jeg har endnu ikke været i kontakt med børn, der læser mine bøger på bloggen. De skriver i stedet “Tak for bogen”-breve og sådan noget.

Hvilke muligheder giver bloggen dig som forfatter?

- Jeg bruger den i høj grad til at skrive om og diskutere det, som optager mig – i øjeblikket især forholdet mellem poesi og politik. På bloggen fører jeg en diskussion, ligesom man kan i en avis, hvor man tager emner op, som interesserer en. Og synes andre også, de er interessante, er der åbnet for en dialog. Jeg opfatter ikke bloggen som min personlige dagbog – jeg betragter den mere som et enmandstidsskrift, jeg har, hvor de meninger og holdninger, der kommer til orde, ikke er sanktioneret af mig. Jeg er ikke nødvendigvis enig i dem, men det er interessant for mig – og forhåbentlig også for andre – at få forskellige vinkler. Jeg bruger den meget i mit afklarende arbejde.

Under mine bøger ligger der jo en masse tanker – måske får jeg ikke sætninger fra bloggen med, men jeg får en masse ting at vide på bloggen, som jeg ikke kan skille ad fra mit forfatterskab. Indsigter, dimensioner, erkendelser, alt muligt, som er helt nødvendige for, at jeg kan skrive de ting, jeg skriver. På den måde er bloggen meget givende for mig. Som forfatter kunne man også bruge den til promovering, men jeg bruger min til at diskutere noget af det, der interesserer mig.

Har enhver forfatter sin egen blog om få år?

- Jeg tror, at dagbogsbloggen, som peaker helt vildt lige nu, er et forbigående massefænomen. Om få år vil blogs primært være populære som superspecifikke, halvfaglige fora eller magasiner. Mens alle dagbogsbloggerne er gået over til MySpace og YouTube og den slags formater –den her communitytanke med at lave en blogroll, hvor man kun linker til de sider, man selv synes er gode, fungerer jo langt mere åbent og anarkistisk og hurtigt på et sted som MySpace, hvor man ikke skal være venner for at få adgang. Der er et andet nyt system på vej fra Norge, der hedder Underskoven, hvor man kan lægge kalendere ind og snakke online med hinanden og have vennenetværk osv. Vi har jo allerede haft chat rooms i over 15 år nu – eller mere? –, så det er en naturlig udvikling, at man samler flere forskellige typer tjenester i samme rum – både venner, kalender, musik, film og alt muligt. Den form for sideordnet, halvanarkistisk rodnetsudbredelse, vil vi helt sikkert også se litteraturen gøre brug af. Mange film bruger det allerede, MySpace er allerede musikernes sted, og det vil være oplagt at lave et helt univers for børnebøger, hvor læserne kan blive venner med karaktererne, og hvor man kan lave ting i et interaktivt rum med computerspil og alt muligt. Et rum, der – ligesom 3D-universet Second Life, chatten, netcaféen osv. – er en parallel socialitet.

Rent teknisk bliver rummene garanteret koblet sammen med andre teknologier fremover – med den nye generation mobiltelefoner, som kan alt muligt, og med andre former for trådløs teknologi, man kan have på sig.

Et interaktivt rum for børnelitteraturen på nettet kunne både være et sted, hvor læserne kan opleve nye dimensioner af bøgernes universer, og et sted, hvor man som forfatter kan pejle og være i interaktion med sine læsere?

- Ja, ligesom blogs og MySpace giver en kortere vej mellem producenten og konsumenten af kulturproduktet. Det særlige ved f.eks. et community om børnelitteratur er også, at det ikke kun er forfatteren/producenten, læseren kan tale med. Det er heller ikke blot nogle hjemmesider, hvor man kan få nye dimensioner på hovedpersonen og bogens univers – man kan også komme i kontakt med andre, der er vilde med de samme bøger som en selv, man kan udveksle idéer, tanker, historier, og man kan leve sig ind i universet.

Læseren får mulighed for at reflektere over fortællingerne sammen med andre engagerede læsere?

- Ja, det er en særlig dimension ved nettet, at det er meget let at finde andre med samme interesser som en selv. Man kan google, eller finde dem via de mange news groups, hvor det til stadighed bliver lettere at finde frem til de rette. Eller med tiden i 3D-universet Second Life – når teknologien er til det, og der kommer flere brugere, der instinktivt bare kan det og forstår mediet, bliver det et mere og mere helt univers og en totaloplevelse. Som bøgerne faktisk ikke skal konkurrere med. For det er ikke en konkurrence mellem bøgerne og nettet – de er en del af hinanden. De er en kombination, ikke en modsætning, for at citere Gertrude Stein: “Its a combination, not a contradiction”.

Hvilke dimensioner kan de nye medier ellers bidrage med i din skabende proces?

- Der er altid standardspørgsmålet, hvor man får sin inspiration fra ... Jens Blendstrup er f.eks. blevet inspireret til at skrive en bog, der er bygget over x antal timers online chat med en eller anden, Pablo Llambias har bygget en by på nettet, Klaus Rifbjerg har lavet en radioroman, hvor folk kan ringe ind og blande sig ... der er masser af eksempler på interaktion!

Man kan også forestille sig romaner, hvor alt stoffet kommer fra virtuelle hovedpersoner, der har ageret på nettet med en eller anden identitet s– personer, der måske har deres egen blog eller MySpace eller YouTube, og som laver forskellige ting og er i forskellige udvekslingsforhold på nettet.

Og hele denne destabiliseringstendens, hvor man bliver i tvivl om, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, begrænser sig ikke til nettet. Lige nu boomer den tendens i voksenlitteraturen med en lang række eksempler på, at folk tilsyneladende bruger sig selv. Og det logiske næste skridt er, at man fortæller om et menneske, der ikke findes, selvom alle tror det. Et menneske, der fortæller om sit forhold til eksisterende personer – det kommer snart. Og det er ikke mediespecifikt.

I din ungdomsbilledroman Virus lader du billede og tekst fortælle på lige fod - hvorfor har du valgt at sidestille tekst og billede?

Tegning af Dorte Karrebæk

- Fordi Dansklærerforeningen har lanceret den her serie billedromaner, hvor billede og tekst skal spille en lige stor rolle. Derfor har jeg skrevet romanen specielt til det billedformat, som jo tager udgangspunkt i, at man anerkender, at det visuelle kan fortælle lige så meget som tekstdelen. At billedsproget er et fuldt udviklet sprog, man kan læse lige så meget ud af som tekstsproget. Og fortællingerne er skruet sammen, så tekst og billede supplerer hinanden i stedet for at gentage hinanden. Står der f.eks. i teksten, at manden har en gul hat, og er der en gul hat på tegningen, så streger man ordet gul i teksten. På den måde supplerer billede og tekst hinanden, så billedet ikke reduceres til en illustration, fordi der sker noget på billedsiden, som ikke nødvendigvis står i teksten. Man må benytte sig af, at billede kan noget andet end tekst, og at de i høj grad kan noget sammen, at de begge to fortæller på forskellige måder, men på lige fod.

Og jeg ved fra Skræp!, min første børnebog fra 2003, at børn er meget bedre til at være opmærksomme på det visuelle, mens mange voksne tager deres egentlige udgangspunkt i teksten. Børn får derfor på én måde en meget rigere læsning, end voksne gør.

Hvorfor ikke lave en tegneserie? Hvad er det særlige potentiale ved at lave billedroman?

- Man kunne også lave en tegneserie, men ... Maus af Art Spiegelman er en af de bedste romaner, jeg har læst. Den berørte mig så meget, at jeg ikke kunne klare mere end et par kapitler ad gangen, så måtte jeg lægge den til side et par dage, før jeg fortsatte ... en billedroman er noget andet end en tegneserie, for en tegneserie er oftest bygget op som en film af stillestående billeder, du bladrer hurtigt igennem. Sådan opererer billedromanen ikke – i billedromanen er illustrationerne tableauer uden talebobler, som spiller sammen med en fortløbende tekst. Mens tegneserien læner sig op ad filmen, læner billedromanen sig op ad romanen.

Min billedroman arbejder også rigtig meget med syntaksen, med rytmen, med hvor lange sætningerne er – den er stakåndet nogle steder, og flere kapitler er bevidst skrevet i vidt forskellige stilarter for at skabe en mere spændende bog, der formidler fortællingens underliggende følelse af forvirring, flerstemmighed og fremmedhed og fremmedgørelse. Den er ikke skrevet med en enkelt beroligende stemme. Den flerstemmighed ville være sværere at formidle med ord i en tegneserie – i hvert fald for mig, jeg har jo endnu ikke arbejdet i det format og ved helt sikkert ikke nok om, hvad det kan. Formen genererer i høj grad indholdet. Og efter min mening kan man ikke skille de to dimensioner ad.

Har du planer om at lave universer på nettet eller i andre nye medier, der spiller sammen med dine bøger til børn og unge?

- Nej, ikke konkret. Men Hanne Kvist og jeg har netop skrevet ungdomsromanen Hvis.Du.Ser.

Noget.Sig.Noget, og på idéplanet har vi talt om, at det kunne være sjovt at lave et univers med romanens karakterer. Man kunne tegne dem og skrive mere om dem, end der står i bogen, og komme med ekstra geografisk information. Det er en science fictionroman, der foregår i nær fremtid, ligesom Virus, og man kunne f.eks. lægge et helt univers omkring den, for dem, der vil vide mere. Et univers, hvor man også kan motivere handlinger og udbygge det i en ikke-roman form – i en pseudofaktuel form. Og vi kunne lægge et kort ud, hvor man kan se, hvordan de bevæger sig rundt i Øresundsregionen – i Lund og Malmø og København. Regionen er inddelt i mindre områder efter social status, skarpt adskilt mellem rig og fattig, så man ikke bare kan gå fra det ene område til det andet.

Ved at lægge den slags bonusinfo ud på nettet, kan man give fortællingen ekstra dimensioner. Havde man mange penge, kunne man også udvikle computerspil. Men så risikerer man samtidig at ryge ind i hele den der merchandisebølge. Og indtil nu er det primært filmproduktioner, der har økonomi til også at producere spil - det sker langt sjældnere i forbindelse med bogudgivelser, fordi der som regel ikke er økonomi til den omkostningskrævende udvikling af et spil. 

 





Udskriv Udskriv
Denne side er kapitel 8 af 12 til publikationen "Bogen i et nyt medielandskab".

Publikationen kan findes på adressen http://www.bs.dk/publikationer/andre/medielandskab/index.htm
© 2007
Biblioteksstyrelsen | H.C. Andersens Boulevard 2 | 1553 København V | tlf. 33 73 33 73 (hverdage kl. 9-16) | fax 33 73 33 72 | bs@bs.dk | CVR 56 79 81 10