At mærke tekstens puls
INTERVIEW MED PROFESSOR THOMAS BREDSDORFF
Sproget og forfatteren har noget på hjerte som kommer tydeligt frem ved den gode oplæsning hvor vi sætter tempoet ned og dvæler ved ordenes komposition og den rytme de skaber. Derfor kan oplæsning give os oplevelser som forbinder krop og sjæl, pointerer professor Thomas Bredsdorff fra Institut for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet.
Når vi læser indenad, sætter vi automatisk fokus på de vigtigste fakta og hvordan begivenhederne i teksten udvikler sig. Derfor læser vi som regel i en rasende fart i det daglige – både når vi rapportlæser morgenavisen og andre faktuelle tekster for at spotte indholdspointer, og når vi lystlæser en roman og går direkte efter meningen. Vi kommer sjældent så langt ned i tempo at vi kan glæde os over udtrykket ved at dvæle ved tekstens rytme og mærke hvad den gør ved os.
DEN POETISKE RYTME
Al god kunst har imidlertid en enestående rytme –i litteraturen kommer den tydeligst til udtryk i vers med fast rytme, men den findes også i god prosa, forklarer Thomas Bredsdorff.
– Helt overordnet er den enestående rytme en organisk levende vibration som f.eks. kan bestå af slag og fravær af slag i musikken og af tryk og mangel på tryk i litteraturen. Denne dynamik skaber en puls – en levende bevægelse frem og tilbage, op og ned … en rytme som forbinder krop og sjæl og skaber en særlig oplevelse og mening for os fordi den inddrager både vores mentale analyse og vores sansning og fornemmelse.
Oplevelsen af hvordan litteratur kan forbinde krop og sjæl, kommer tydeligt frem i den gode oplæsning. Udover at bremse tempoet vi fordøjer teksten med så vi bedre kan opleve de greb god sproglig formidling bygger på, appellerer den både til vores mentale forståelse af de synlige og skjulte motiver, og til vores sansning af rytmen og de fornemmelser den sætter i gang i os.
Kvaliteten kan høres i god prosa. Den giver teksten særlige dimensioner som skaber fælles oplevelser man ikke glemmer. I f.eks. Henrik Nordbrandts digte bliver den poetiske rytme også meget tydelig ved oplæsning, selvom hans digte –ligesom meget anden moderne poesi – ligner prosa med løs højrekant og mange traditionelt upoetiske ord som ikke rimer. Og man behøver hverken at messe dem med klangtoner eller benytte sig af andre former for patos og særlig diktion for at denne poetiske rytme bliver tydelig.
DET HØRTE SKABER STÆRKE OPLEVELSER
Det sammensvejsende og oplevelsesskabende ved at høre en tekst sammen med andre er en anden særlig kvalitet ved oplæsningen som Thomas Bredsdorff betoner.
– Som studerende samledes vi tit i grupper for at læse litterære tekster højt for hinanden og snakke om indholdet bagefter fordi vi på den måde fik en langt dybere oplevelse af dem. På samme måde som man kan få utrolig stor fornøjelse af at høre eller læse dramatik op for andre. Min far læste samtlige Holbergs komedier højt for min søster og mig længe efter vi selv havde lært at læse – han varierede blot stemmen en anelse fra replik til replik, men det var nok til at vi kunne se alle karaktererne lyslevende foran os fordi oplæsningen appellerede så stærkt til den hørendes egen oplevelseskraft. Og det gav os en oplevelse af komedierne som tit var større og bedre end at opleve dem i teatret.
AT UDVIKLE FORNEMMELSEN FOR RYTMEN
Til spørgsmålet om hvordan man kan udvikle børns fornemmelse for den poetiske rytme, svarer Thomas Bredsdorff at det ikke er lige meget hvad man læser højt for børn.
– Hos de små børn grundlægges nogle vaner som jeg ikke er i tvivl om, er betydningsfulde. Lærer et lille barn at der inden for de to papplader som udgør en bog, findes en verden af billeder og eventyr i ordets bredeste betydning – et oplevelsesstof uden begrænsninger som de får mulighed for at blive hooked på, er chancen større for at de fortsætter med at læse bøger på egen hånd siden hen.
H. C. Andersens eventyr er f.eks. fantastiske at læse højt – nogle af dem hører til de allerbedste danske tekster at læse højt, fordi han netop skrev dem med højtlæsningsoplevelsen for øje og fraserede dem på en bestemt måde med lydefterligninger, sætningsafbrydelser osv. som giver dem liv og dynamik – samtidig med at han er ironisk og putter indforståetheder ind til mor og far uden at det ødelægger børnenes oplevelser.
H. C. Andersen er en af grundstenene i vores danske oplæsningstradition – en anden er de islandske sagaer som er et eksempel på at mennesket også langt tidligere har sat pris på den særlige oplevelse højtlæsning kan give.
Vi ved at sagaerne er blevet læst højt – de er det første eksempel på at man har nedskrevet beretninger – både som et historisk dokument og som fortælling. Efter de blev skrevet ned i 1200-tallet, var det skik rundt på gårdene på Island at man om vinteren læste højt af dem på samme måde som man senere læste romaner højt fordi de fortællinger de rummer, rammer et eksistentielt behov i os alle.
|
B Ø R N E C I T A T E R Gustav Meiling Madsen 5. klasse Stephanie Høholt Pajuelo 4. klasse Anne-Sofie Bysted Andersen 4. klasse Maja Lundgaard-Petersen 5. klasse |
Denne side er kapitel 1 af 16 til publikationen "Højtlæsning".
UdskrivPublikationen kan findes på adressen http://www.bs.dk/publikationer/andre/hoejtlaesning/index.htm
© Biblioteksstyrelsen 2005